Mallorca kort
Er i ved at planlægge ferien på Mallorca? Eller måske allerede landet og parat til at udforske denne dejlige ferieø? I begge tilfælde er et kort hjælpsomt. Her på siden har vi to kort. Et helt almindeligt landkort med alle de større byer og veje, og et kort med de 100 bedste strande.
Kortet med strande indeholder populære strande, små gemte perler og afsidesliggende naturstrande. Alle strandene kan findes via menuen i toppen af siden.
Mallorca ligger i den vestlige del af Middelhavet, cirka 170 km fra Barcelona på det spanske fastland. Med et areal på 3.604 km² og en kystlinje på mere end 550 km er Mallorca den klart største af de baleariske øer.
Kortet viser tydeligt, at den nordvestlige del af øen er den mest bjergrige del. Bjergene er en del af bjergkæden Serra de Tramuntana, der starter i sydvest ved øen Sa Dragonera, og slutter ved Cap Formentor i nord. Bjergkædens højeste punkt er Puig Major i 1.445 meters højde, men der er i alt 11 toppe i mere end 1.000 meters højde.
Bjergene beskytter det forholdsvis flade område i midten af kortet, Es Plà. Det er her de fleste af øens landbrugsprodukter dyrkes, og desuden dyrkes der vindruer til den lokale vinproduktion. Mallorca har endda sin egen druesort, Manto Negro.
På kortet med strandene kan man fornemme, hvor tæt strandene ligger på østkysten. De ligger typisk i smukke klippebugter, som på katalansk hedder cala. Anderledes er det vest for Mallorcas sydspids, hvor strandene typisk er lange sandstrande. Den mest kendte af dem er drømmestranden Es Trenc.
I den øverste del af kortet ses to naturskønne halvøer. Den største er Alcudia-halvøen, mens den mest populære til en udflugt er halvøen Formentor. Yderst på den 11 km lange (og meget smalle) halvø ligger udsigtspunktet Cap de Formentor med det ikoniske hvide fyrtårn.
Brug kortene som inspiration, og find flere informationer i menuen øverst oppe.