Es Carbó
Mallorcas sydkyst har få feriebyer, men til gengæld mange flotte naturstrande. En af dem er Es Carbo, der ligger sydøst for feriebyen Colonia Sant Jordi.
Den nemmeste vej til Es Carbó er langs kysten fra Colonia Sant Jordi. En gåtur på et par kilometer, så forvent at bruge 30-35 minutter på turen.
Stranden generelt
Es Carbo er en ægte naturstrand, så langt øjet rækker er der sand, vand og træer. Et oplagt sted at koble fuldstændig af med en god bog eller lignende.
Stranden er i alt 1,4 km lang, så der er rigeligt plads til alle. Bag stranden er der flotte sandklitter med forskellige planter, buske og træer. På selve stranden ligger der normalt noget tang, det bliver nemlig ikke fjernet på Es Carbo.
Faciliteter er der ingen af, så ingen solsenge og eller toiletter. Husk at medbringe rigeligt med vand, og måske en parasol, så det er muligt at få lidt skygge.
Et par hundrede meter ude i vandet ligger den lille ø Isla Moltona, som erfarne svømmere kan svømme ud til. På begge sider af øen ligger der altid talrige lystbåde for anker.
Børnevenlighed
Når først børnene har klaret gåturen til Es Carbo, så er stranden meget børnevenlig. Masser af finkornet sand, lavt vand og kun sjældent generende bølger.
Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved Es Carbo. Til gengæld er der fred og ro.
Strandrestauranter
Ingen bygninger ved stranden betyder naturligvis også, at der ikke er nogen strandrestauranter. Nærmeste strandbar ligger på stranden Es Dolc omkring 1,5 km i retning mod Colonia Sant Jordi.
Feriebyer i nærheden
Nærmeste ferieby er Colonia Sant Jordi, der er den største ferieby på sydkysten af Mallorca. En dejlig ferieby, hvor vi anbefaler det populære Universal Hotel Marqués, som har en fantastisk udsigt over Middelhavet.
Es Carbo kort
Es Carbo ses nederst til højre på kortet. Oppe i venstre hjørne er det feriebyen Colonia Sant Jordi.