Cala Varques

Cala Varques kortCala Varques ligger omtrent midt på Mallorcas østkyst, mellem feriebyerne Porto Colom og Porto Cristo.

Stranden generelt
Cala Varques er en af de sidste uspolerede strande på Mallorca, hvor man i naturskønne omgivelser glemmer alt om stress og masseturisme.

Den 90 meter brede strand ligger dybt inde i en flot bugt, omkranset af pinjeskov og lave klipper. Strandens hvide sand står i flot kontrast til det nærmest turkise, krystalklare vand. Der er ingen faciliteter på stranden, heller ikke toiletter.

Naturister ses ofte på Cala Varques, og ikke mindst på den ganske lille nabostrand (lidt mod syd).

Cala Varques strand

Bilen parkeres på en grusvej, som man drejer ind på fra hovedvej Ma-4014. Fra enden af grusvejen er der ca. 15 minutters gåtur til stranden. Stien er kuperet, og dermed ikke god til klapvogn m.m.

Børnevenlighed
Cala Varques er meget børnevenlig. Dejligt sand, normalt god plads til at lege på og lavt vand. Kun gåturen til stranden er ikke så børnevenlig, især ikke på vej hjem, når børnene er trætte.

Vandsportsaktiviteter
Der tilbydes ingen vandsportsaktiviteter ved denne strand, men forholdene er rigtig gode til at snorkle. Der findes tilmed at par huler i klipperne, der kan være spændende at udforske.

Cala Varques Mallorca

Restauranter ved stranden
Der er hverken restauranter eller strandbarer på Cala Varques. I juli og august sker det ofte, at lokale indbyggere sælger drikkevarer og frugt, men husk altid rigeligt med drikkevarer for en sikkerheds skyld.

Feriebyer i nærheden
Cala Varques er en ægte naturstrand, der ligger i uberørte omgivelser. Der er mange kilometer til de nærmeste feriebyer som Porto Cristo, Calas de Mallorca og Porto Colom. Gæsterne på Cala Varques kommer dog fra feriebyer på hele østkysten.


Cala Varques kort
På kortet ses stranden Cala Varques dybt inde i bugten. Stranden er omgivet af lave klippeformationer og skov, og stien dertil går gennem skoven. Syd for stranden ses den mindre strand, der er unavngivet. Her er der ofte naturister.

Related Articles

Back to top button