Cala Torta
Cala Torta ligger i det nordøstlige Mallorca, nord for den historiske by Arta. Turen til stranden er godt skiltet, men man skal forberede sig på, at de sidste par kilometer er på meget dårlig grusvej. Stranden er dog uden tvivl hele turen værd.
Med en lejebil er det nemt at besøge Cala Torta og andre gode strande på Mallorca.
Stranden generelt
Cala Torta er en enestående naturstrand, der er omgivet af vild natur med lave bjerge.
Sandet på den ret store strand er lyst og meget fint. Vandet har flotte turkise nuancer og er meget klart. Der er gode forhold for at snorkle langs klipperne, især i strandens venstre side.
Udover en lille restaurant/café er der ingen faciliteter på Cala Torta, heller ikke toiletter.
Mange af strandens gæster går en tur i den flotte natur. Mod nordvest kommer der flere andre naturstrande, mens feriebyen Cala Mesquida ligger mod øst. I begge retninger er der nogle simple stier.
Børnevenlighed
Der er masser af plads at lege på, men vandet bliver desværre hurtigt dybt. Pas på bølger og understrømme, når vinden kommer fra nord.
Vandsportsaktiviteter
Der er ingen vandsportsaktiviteter ved Cala Torta, men af og til kommer der et hold dykkere sejlende, som dykker i bugten.
Restauranter ved stranden
Der ligger en café/restaurant på stranden, som er delvist overdækket. Køkkenet er lille, men de er alligevel kendte for deres fiskeretter. Det er naturligvis også muligt at købe sandwich, is og kølige drikke.
Feriebyer i nærheden af Cala Torta
Cala Torta er en ægte naturstrand, så her er der ingen hoteller eller anden bebyggelse i nærheden. Den nærmeste ferieby er Cala Mesquida, som ligger lidt under 2 km væk langs kysten.
Den nærmeste større by er Arta, der ligger ca. 13-14 km sydvest for Cala Torta. Arta er en gammel by, hvor det er muligt at opleve noget af det autentiske Mallorca. Der er stor markedsdag om tirsdagen.
Cala Torta kort
På billedet ses Cala Torta nederst til højre, mens stranden Cala Mitjana ligger til venstre. Cala Mitjana er ikke på højde med Cala Torta. Hvis kortet bevæges lidt kommer den store parkeringsplads frem bag stranden.