Western Water Park
Western Water Park ved feriebyen Magaluf er det største vandland på Mallorca, og i manges øjne også det bedste af de tre vandlande på Mallorca.
Western Water Park har alle mulige former for vandrutsjebaner. De fleste af vandrutsjebanerne er for hele familien, og i flere af dem kan man køre to eller flere sammen. I ‘Big Hole’ kan hele familien endda tage plads i den store badering, som suser ned gennem vandrutsjebanen.
De som har mod på mere, kan få et ekstra adrenalin-kick i ‘The Beast’, som meget hurtigt falder med 30 meter. I den nyere ‘El Látigo’ kommer der også lynhurtigt fart på, og det helt lukkede rør har nogle meget skarpe kurver.
I ‘Kidzworld’ har de mindre børn deres helt eget store poolområde med lavt vand og en kæmpe klatreborg. Der er også forskellige små vandrutsjebaner og andre sjove ting. Her kan alle børn være med.
Hele familien kan også være med i de kæmpe pool-områder, og i den ene pool er der kunstige bølger en gang i timen. Ved siden af poolområderne er der et stort parkområde, hvor de som ønsker det kan ligge i nogenlunde fred og ro.
Med sin flotte western-by har Western Water Park noget som Mallorcas andre vandparker ikke har. Western-byen er ideel til en pause fra badningen, og udover at se på de flotte huse, så er der også forskellige shows. I områderne Westernland, Indian Town og El Paso er der også flere restauranter med burger, pizza, salater og naturligvis desserter.
I 2023 er entréprisen til vandparken 34 Euro for voksne og 14-26 Euro for børn. Købes billetterne på deres website kan der spares ca. 10% af billetprisen (i hvert fald i nogle perioder).
De to andre vandlande på Mallorca er Aqualand El Arenal i Palmabugten, og det lidt mindre Hidropark ved Port d’Alcudia på nordkysten.
Western Water Park kort
Western Water Park ligger godt placeret mellem feriebyerne Magaluf, Palma Nova og Santa Ponsa, men gæsterne kommer fra feriebyer på det meste af Mallorca.