S’Arenalet des Verger

S’Arenalet des Verger kortS’Arenalet des Verger ligger på Mallorcas naturskønne nordøstkyst 8 km nord for byen Arta. Bag stranden er der et bjergrigt landskab.

Stranden generelt
S’Arenalet des Verger er en ægte naturstrand, og en af de mindst besøgte sandstrande på Mallorca. De heldige er her helt alene, også i juli eller august måned.

Årsagen til de få strandgæster er, at det kræver en vandretur på omkring 1,5 time for at komme til stranden. En utrolig flot vandretur fra den lille strand Cala Estreta, hvor bilen parkeres.

S’Arenalet des Verger strand

S’Arenalet des Verger er næsten 200 meter lang og op til 60-70 meter bred. Midt på stranden er der nogle klipper, og det er normalt vest for dem, at der er bedst at bade. Kommer vinden fra nord/nordøst kan der være store bølger.

Faciliteter er der (naturligvis) ingen af på denne ægte naturstrand. Det er derfor vigtigt at have rigeligt med vand med til både vandretur og en lang dag i solen.

Arenalet Aubarca

Børnevenlighed
Der er masser af plads til at lege, spille bold eller måske flyve med drage. Men den lange tur hen til stranden er bestemt ikke for børn.

Vandsportsaktiviteter
Ved S’Arenalet des Verger er der ingen vandsportsaktiviteter.

S'Arenalet des Verger Mallorca

Restauranter ved stranden
Der er ingen restauranter eller andre muligheder for at købe mad og drikke. Heller ikke ved Cala Estreta, hvor de fleste parkerer bilen. Der er en café på Cala Torta, som ligger 800 meter øst for Cala Estreta.

Feriebyer i nærheden
Der er ingen feriebyer i nærheden af S’Arenalet des Verger. Den nærmeste ferieby er Cala Mesquida, hvorfra der er en køretur på 21 km til Cala Estreta, hvor bilen parkeres.

Refugi de s’Arenalet
Refugi de s’Arenalet

Det er muligt at overnatte på stranden i huset Refugi de s’Arenalet. Overnatning skal reserveres på de lokale myndigheders website www.caib.es, som kun er på spansk og katalansk. Omkring 900 meter op ad bjergsiden ligger der et andet shelter med navnet Els Oguers. Det kan lejes på samme website.

Området bag stranden er meget bjergrigt og velegnet til vandreture. Den mest populære bjergtop er Puig de sa Tudossa i 441 meters højde, hvorfra der er en enestående udsigt.


S’Arenalet des Verger kort
Midt på kortet ses stranden S’Arenalet des Verger, som her er markeret med navnet Arenalet Aubarca. Til højre ses den endnu bedre strand Cala de Sa Font Celada.

Related Articles

Back to top button